Arbejdsretten har talt.

Arbejdsretten har talt: Lufthavnsarbejdere mister pension

Artiklens billede

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af Peter Keiding

SAS måtte godt opsige en aftale, som gav bagageportører i SAS Ground Handling (SGH) en kapitalpension på syv procent.

Det har Arbejdsretten afgjort mandag formiddag.

Striden handler om en gammel aftale, som bagageportørerne har haft siden 1980’erne. Her er de sikret en kapitalpension på syv procent af deres løn. Og det kan løbe op i rigtig mange penge, når man har været ansat i en årrække.

Den opsagde SAS i 2020 med virkning fra 2023. Det vil sige, at siden 1. marts sidste år har de omkring 650 ansatte i SAS Ground Handling (SGH) mistet den pension. 

SAS argumenter for, at der er tale om en lokalaftale. Og sådan én kan man godt opsige som arbejdsgiver.

Det er 3F lodret uenige i. Fagforeningen mener, at aftalen er en overenskomst, og at det derfor kræver en frigørelseskonflikt at komme ud af den.

Og Arbejdsretten endte altså med at give medhold til SAS.

Dommen kan ikke ankes.

De ansatte i lufthavnen får fortsat deres sædvanlige arbejdsmarkedspension, som er sikret via Industriens Overenskomst.